Amatørradio – dengang og nu

Når man hører ordet ’amatørradio’, så tænker de fleste nok på noget, som bestemt ikke er professionelt, eller noget der måske ikke helt hænger sammen. Men kigger man nærmere på emnet, så handler det bestemt ikke om ”amatører”, der sidder og leger med en radio.

Radioamatører er oftest dedikerede personer, som på hver sin vis brænder for at lave radio. Der er tale om folk, som er passionerede omkring radioverdenen og alt hvad det indebærer.

Måske kender du allerede selv til det at lave radio og måske har du tilmed været med til at lave en radioudsendelse. Uanset hvad, så kender du sikkert allerede mere eller mindre til, hvor teknisk det kan være og at det ikke bare lige er noget man gør.

Indlægget her, er for dig som bare er nysgerrig i amatørradio, men også for dig, som måske allerede er en inkarneret ”radioentusiast”. 

Historien bag amatørradio

Amatørradio henviser til folk, som går op i radioer og dets muligheder med liv og sjæl, på fritidsniveau. Med andre ord, de tjener sjældent penge på det, men ser det mere som en hobby, og nogle gange også som en form for passion. Som så mange andre hobbyer, så er der forskellige grader inden for dette emne, alt efter hvor dedikeret radioamatøren er til sin hobby.

Med radioens indtog fulgte hobby interessen for dens funktion og muligheder tæt i hælene på det officielle brug, og de første spæde forsøg på at skabe kontakt via radioer dukkede op i begyndelsen af 1900-tallet.

I 1913 blev den første amatørradioforening stiftet i England under navnet RSGB (Radio Society of Great Britain), tæt efterfulgt året efter af ARRL (American Radio Relay League) i Amerika. Den danske udgave blev stiftet i 1927 under navnet EDR (Experimenterende Danske Radioamatører).

Der er ikke nogen gængse regler for, hvem der bliver radioamatør, da det er et vidtfavnende område der har plads til alle, men det kræver en vis teknisk snilde og interesse, da mange ratioamatører bygger deres eget udstyr, eller, det gjorde de i hvert tilfælde før i tiden.

I dag kan man købe de fleste dele der skal bruges til amatørradio, færdigproduceret og som regel også billigere end man selv kan fremstille det, men nogle få ser det stadig som en del af hobbyen at bygge delene selv.

Kommunikation via radio går helt tilbage til den trådløse telegraf, som blev opfundet af Gugliemo Marconi i 1890’erne. I England var der i 1921 registreret 150 amatørradiosendere og 4000 modtagere, og det blev meget klart at radioen var vejen frem for kommunikation og udsendelse af informationer og underholdning til et bredt publikum.

I USA var de nået op på 550 sendestationer, hvilket skabte lidt af et æter-kaos, da radiospektret har begrænset båndbredde. For a forhindre en lignende situation i England, blev British Broadcasting Company (BBC) stiftet og fik monopol på sendefladen.

I Danmark blev Statsradiofonien stiftet i 1925, og også i Danmark fik de monopol på sendefladen.

Det største problem for radioamatører var at få en licens til at sende på radiobåndet. Det krævede nemlig en del og man skulle bl.a. kunne morsekode for overhovedet at komme i betragtning.

Det var et krav at man skulle kunne sende 60 tegn i minuttet, både afsendt og modtaget, og at man havde en bred viden inden for radioteknik. Først da kunne man få sit kaldesignal og dermed adgang til frekvenserne.

Anden verdenskrig satte lidt en stopper for amatørradioer, men krigen var dårligt overstået, før amatørerne gik i gang igen.

I 1961 opsendte man så den første amatørradio satellit, Oscar 1, og så kom der rigtig fart over feltet.

Sidenhen har radio fortsat udviklet sig meget – hvor man i ”gamle dage” kun kunne høre radio på et decideret radioapparat sidder vi i dag og hører radio på diverse elektroniske apparater, fra TV til Smartphones. 

EDR (Experimenterende Danske Radioamatører)

For den dedikerede radioamatør er der meget at hente ved at melde sig ind i EDR, som er en landsforening der har til formål at samle alle radioamatører i Danmark.

EDR tilbyder hjælp og undervisning af nye radioamatører, og står også for at forbedre radioamatørers rettigheder og muligheder. Det er også igennem EDR at man kan erhverve sin licens.

De repræsenterer Danmark i det internationale samarbejde IARU (International Alliance of Research Universities) og det nordiske samarbejde NRAU (Nordic Radio Amateur Union).

EDR har lokalafdelinger rundt om i landet, der står til rådighed for medlemmerne. Der arrangeres lokale møder og der er altid hjælp at hente i lokalafdelingerne og hos andre medlemmer. 

Hvordan bliver man radioamatør

Det at blive radioamatør i dag er heldigvis blevet lidt lettere end det var til at begynde med, hvor man bl.a. skulle kunne morsekode.

Der er tildelt frekvensbånd til amatørradio, og dem skal man have en licens til for at benytte. Licensen udstedes af Energistyrelsen, men kan erhverves igennem EDR på et af deres mange kurser.

Det er naturligvis muligt at lave et selvstudie. Der er mange hjemmesider der vejleder i, hvad man skal kunne for at bestå prøven, men selve prøven skal tages igennem EDR for at få licensen.

Man skal tilmelde sig prøven hos Energistyrelsen. Er der ikke nogen prøver i nærheden af hvor man bor, kan man kontakte den nærmeste EDR lokalstation for at få information om, hvornår der planlægges en prøve.

Man skal tilmelde sig senest 14 dage før, betale prøvegebyret, og så medbringe et billede-ID til prøven.

Selve prøven varer i 90 minutter og foregår som en almindelig skriftlig eksamen i skolen med at man får udleveret en lukket kuvert med prøvesættet. Prøvesættet består hver gang af alle tre prøver og det er vigtigt at man består dem i den rigtige rækkefølge.

Man kan, f.eks., ikke bruge det til noget, hvis man består Almindelig teknisk prøve, men ikke de andre. Man kan dog tage prøven om lige så mange gange man ønsker det, indtil man har bestået alle tre.

Resultaterne indsendes så til Energistyrelsen, som kontrollerer besvarelsen, og efter 2-3 uger får man så besked om man har bestået. Har man det, kan man så kalde sig radioamatør.

Herefter skal man have et kaldesignal, og man får lov til at vælge selv. Dog kan man ikke få et signal, der allerede er i brug. I Danmark starter alle kaldesignaler med OZ. I Sverige bruger de SM og i Norge LA.

I teorien kan man se et kaldesignal som en nummerplade på en bil. Kaldesignalet identificerer dig, uanset om du snakker med naboen eller med andre lande.

Man kan søge efter et frit kaldesignal på Frekvensregistret og melde tilbage om hvilket man gerne vil have. Så modtager man sin licens og kan komme i gang med at bruge sin amatørradio. 

Muligheder inden for amatørradio

Der er uanede muligheder indenfor amatørradio, hvis man er interesseret i teknik og kommunikation. Der er noget fascinerede ved at kunne sidde og snakke med mennesker i andre lande på udstyr man selv har bygget, og selvbyg er da også en af grundpillerne inden for amatørradio.

Det er sjældent at man finder to radioamatører der interesserer sig for helt det samme. Alligevel er der altid hjælp at hente hos andre radioamatører, hvis man render ind i et problem, for der vil altid være en der ved noget om det man har spørgsmål om – der er altså tale om et stort netværk, af ligesindede, til effektiv sparring. 

Morsekode

Selvom morsekode ikke længere er et krav ved certificeringen, så er mange radioamatører stadig interesseret i denne form for kommunikation. Det er specielt velegnet til tilfælde hvor signalet er meget svagt. Telegrafering bliver stort set kun brugt på kortbølgebåndene.

Morsekoden blev opfundet af Samuel Morse i 1843 og bliver den dag i dag stadig udviklet. F.eks. blev snabel A’et tilføjet i 2004.

Der bliver også stadig afholdt mesterskaber i telegrafering hvert år. 

Selvbyg

Mange radioamatører ynder at bygge deres radioer selv. Har man købt brugt udstyr eller nyt grundlæggende udstyr, så er der også mange der videreudvikler dette og eventuelt reparerer gammelt udstyr for så at kunne bruge det.

Før i tiden var det af økonomiske årsager nærmest nødvendigt at bygge udstyret selv, da en færdigbygget radio kunne koste det samme som en herregård. I dag kan man købe det meste færdigt, og i mange tilfælde langt billigere end hvis man laver det selv.

Vælger man at bygge noget selv, kan man dog stadig gøre det med en vis fordel, da man så har bedre indsigt i udstyret og kan optimere udstyret, så det passer til ens forventninger. ”Byggeprocessen” gør på flere punkter en mere fortrolig med udstyret og man kommer til at kende det ud og ind.

Mange EDR afdelinger afholder fælles projekter, hvor man kan hjælpe hinanden med diverse problemstillinger, og det er også her at nye radioamatører kan få hjælp og vejledning af de mere garvede medlemmer. 

ARDF (Amateur Radio Direction Finding)

Der findes også en sportsgren inden for amatørradio kaldet ‘rævejagt’ på dansk, eller ARDF på engelsk.

I denne sportsgren gælder det om at lave nogle små radiosendere, der bliver fordelt i et område (f.eks. en skov) og så skal man pejle sig ind på, hvor senderne befinder sig. Dette gøres ved hjælp af en pejlemodtager, et kort og et kompas.

Det gælder så om at være den første der finder frem til alle senderne (også kaldet ’ræven’) og returnere dem til startlinjen.

Denne type ’radio-leg’ kan også bruges til at hjælpe andre med. F.eks. kan den benyttes til at finde støjsendere, der måske går ind og genere den generelle radiotrafik på et af båndene. Eller man kan bruge det til at lokalisere en båd, der har mistet orienteringen. Ved at benytte krydspejling, kan man meget nøjagtigt lokalisere bådens position. 

Nødkommunikation

Nødkommunikation er et af de vigtigste områder inden for amatørradio. Når alt andet bryder sammen f.eks. i forbindelse med tornadoer, oversvømmelser, jordskælv, terror, nedbrud i elnettet osv., så kan amatørradioer være medvirkende til at videregive informationer og kalde på hjælp.

GAREC (Global Amateur Radio Emergency Communication), som er et internationalt forum der hører ind under IARU (International Amateur Radio Union), afholder årligt konferencer for udveksling af ideer mellem radioamatører og myndighederne, så det altid vil være muligt at få kontakt til et angrebet område.

Der er afsat frekvenser til nødhjælpskommunikation, og det er op til den enkelte radioamatør at holde disse frekvenser fri for støj, så kald om hjælp altid kan komme igennem. 

Kommunikationsmetoder

Der er en del forskellige kommunikationsmetoder, der benyttes af radioamatører, bl.a. RTTY, BPSK-31, PACTOR osv., som gør det muligt at udveksle tekst med hinanden. Disse typer kommunikation har eksisteret i mange år.

Til at begynde med blev der brugt RTTY på fjernskriveterminaler og hulstrimler, men i dag foregår kommunikationen via computere via f.eks. PACTOR og BPSK-31 metoderne. De er specielt interessante, fordi man kan kommunikere over store afstande med en relativt lille antenne og begrænset effekt.

Nye måder kan testes, men skal som regel offentliggøres, så radiolicens myndighederne kan følge med i udviklingen.

For eksempel, så er det ikke tilladt at kryptere amatørradio, med undtagelse af radioforbindelse til opdatering af satellitter.

For stemme transmission, er der f.eks. disse typer:

• AM (Amplitude Modulation)
• DSB-SC (Double Sideband Suppression Carrier)
• ISB (Independent Sideband)
• SSB (Single Sideband)
• AME (Amplitude Modulation Equivalent)
• FM (Frequency Modulation)
• PM (Phase Modulation)

For billede transmission, er der f.eks. disse typer:

• ATV (Amateur Television)
• SSTV (Slow-Scan Television)
• Faksimile (Fax)

For tekst og data kan nævnes følgende typer:

• CW (Continuous Wave), som bruges til morsekode
• D-STAR (Digital Smart Technologies for Amateur Radio)
• DMR (Digital Smart Radio)
• PACTOR (Packet radio error-correction automatic repeat request)
• RTTY (Radioteletype)

Derudover er der også måder, der ikke anvender en specifik modulation, men er klassificeret ifølge deres aktivitet:

Ud over AMSATs satellitter har Sovjetunionen sendt deres Iskra op i 1982, Japan har sendt JAS-1 op i 1986 og Sovjetunionen og Rusland har sendt RS op. Der er også blevet sendt en del miniature satellitter i kredsløb omkring jorden i tidernes løb. 

Kaldesignaler (Danske radioamatører)

Et kaldesignal er radioamatørens nummerplade og giver adgang til at bruge de forskellige amatørradio frekvenser.

F.eks. kan et kaldesignal se sådan her ud: OZ523D eller 5P2A

Ø bruges tit i stedet for et nul for at undgå forvekslingen mellem nul og o.

Et kaldesignal fås, som beskrevet før, ved at bestå tre prøver, hvilket betyder at man får en licens og dermed et kaldesignal, der identificere en overfor andre radioamatører og professionelle.

Amatørradiobånd/frekvenser

Amatørradiobånd/frekvenser

Den licens man har fået giver en adgang til forskellige frekvensområder man må sende på. D-certifikatet har de fleste begrænsninger, da man kun må sende på VHF og UHF frekvensområderne. Inden for VHF må alle amatørfrekvenser benyttes, men på UHF må man kun benytte to af de tre frekvenser.

A- og B-certifikatet giver adgang til alle amatørfrekvenser, men B-certifikatet er begrænset til 100 MHz og under og A-certifikatet går op til 1000 MHz og under.

De forskellige frekvenser er så delt op i kHz, MHz og GHz intervaller og rækkevidde.

Disse bånd kan være anderledes i udlandet, da andre lande kan have afsat større eller andre frekvensbånd til amatørradiofrekvenser.

MF og HF benyttes oftest til at kommunikere internationalt, da disse bånd kan reflekteres af jordens ionosfære. Disse frekvenser koordineres af ITU (International Telecommunications Union) på et globalt plan.

ITU står dog ikke for at regulere de enkelte amatørbånd. IARU (International Amateur Radio Union) sammensætter en båndplan for de tre ITU regioner. De enkelte landes IARU-tilknyttede organisationer kan så benytte denne båndplan til at producere de nationale båndplaner. I Danmark er det EDR der står for denne plan.

Internationalt (HAM radio)

Internationalt er reglerne lidt anderledes end i Danmark, men meget af det ligner hinanden. I USA kaldes amatørradio for Ham Radio (”Skinke radio”). Oprindeligt var udtrykket nedsættende, da det blev brugt om amatører der ikke var gode til at morsekode. 

Hvor stammer Ham radio udtrykket fra?

’Ham’ stammer fra udtrykket ’ham-fisted’, som henviser til en persons manglende evne til at bruge deres hænder. Ham-fisted betyder generelt at man er klodset.

Blandt land- og hav-placerede radiooperatører blev ’ham’ amatører anset for at være en gene.

I sidste ende adopterede radioamatører dog udtrykket og brugte det for at beskrive deres virke og det har sidenhen mistet sin negative betydning. Det er ikke en forkortelse for noget, men bliver ofte fejlagtigt skrevet som HAM med store bogstaver. 

De almindeligste måder for kommunikation

De to mest almindelige måder at transmittere stemmer på er FM (frequency modulation) og SSB (single sideband). FM giver en høj lydkvalitet, hvor SSB er bedre til langdistance kommunikation, hvis båndbredden er begrænset.

Radiotelegrafi, som benytter sig af morsekode, kaldes også CW (continuous wave). Det er den trådløse udvidelse af kablet telegrafi.

Kommerciel og militær brug benytter digitale måder for transmission af radiosignaler i stedet for CW i dag, men radioamatører benytter sig stadig af CW – især på kortbølgebåndene og til eksperimentelt arbejde, så som jorden-måne-jorden kommunikation.

Morsekode kan, via internationalt anerkendte kodninger så som Q koden, gøre det muligt for radioamatører fra forskellige lande at tale med hinanden, selv om de ikke forstår hinandens sprog. 

Reglerne

Reglerne er generelt de samme i USA som de er i Danmark. Hvis man vil kommunikere via amatørradio mens man er ude og rejse, så skal man sikre sig at man har lov til at bruge sit kaldesignal i det land man rejser i.

De fleste Europæiske lande er medlem af CEPT (European Conference of Postal and Telecommunications Administrations), der giver amatører retten til at kommunikere på tværs af landegrænser. Australien, Canada, Israel, Antillerne, New Zealand, Peru, Sydafrika og USA er også medlem af CEPT.

Man skal dog undersøge reglerne i de specifikke lande, da der godt kan være afvigelser. 

Mange lande følger ikke nummer-opdelingen. I England, for eksempel, får dem med et A-certifikat tildelt G0xxx, G2xxx, G3xxx, G4xxx og M0xxx. Dem med B-certifikat får tildelt G1xxx, G6xxx, G7xxx, G8xxx og M1xxx. Nyere B-certifikater får tildelt 2E0xxx og 2E1xxx. Dem med et D-certifikat får tildelt M3xxx eller M6xxx.

I stedet for at tildele tal efter G’et, tildeles bogstaver, der identificerer stationens lokalisering. For eksempel bliver G7OOE til GM7OOE, når licensejerne befinder sig i Skotland. G eller GE står for England (E’et kan undlades) og GW er Wales.

I USA viser tallet brugerens geografiske placering, da licensen blev udstedt. Før 1978 måtte radioamatører få et nyt kaldesignal i USA, hvis de flyttede væk fra det geografiske område. 

Brugen af nødkommunikationsfrekvenser

Under visse omstændigheder kan der også gives tilladelse til at benytte andre frekvenser end dem der er afsat til amatørradio. I f.eks. USA er det tilladt at bruge nødkommunikationsfrekvenserne, hvis der ikke er andre kommunikationsmuligheder til stede og det drejer sig om en nødsituation.

Radioamatører kan også blive registreret hos Military Auxiliary Radio System (MARS). Efter at være blevet godkendt og trænet i brugen af disse frekvenser, kan disse amatører benytte frekvenserne til beredskabskommunikation og for at sende opløftende beskeder til militære udstationeringer. 

Konklusion

Amatørradio er et kæmpe område, og hvis man interesserer sig for teknik og kommunikation, så er det helt sikkert at man kan finde en niche inden for amatørradio, der kan fange ens interesse.

Der er mange at dele denne interesse med, og megen hjælp at hente, hvis man føler sig lidt fortabt. Så, har man interessen, så er det bare at kaste sig ud i det og spørge hvis der er noget man ikke helt forstår, for radioamatører er glade for at hjælpe hinanden og støtte hinanden.

Man kan kontakte den nærmeste afdeling af EDR for videre vejledning, og så er det ellers bare om at komme i gang med at skabe sin egen radio og få sin licens.

Er du interesseret i en ny radio? Se vores udvalg af forskellige radioer og udstyr på nedenstående links: 

• Radio
• Bilradio
• Radio antenne
• FM radio
• DAB radio