Musikkens evolution – Formaterne dengang … og nu

Mange ting har været i en rivende udvikling i de sidste 150 år, men intet mere end i musikkens verden. 

Muligheden for at optage lyd og afspille den igen har vist sig at være langt mere omsiggribende end de oprindelige opfindere nok havde kunnet forestille sig.

Læs mere om historien her. 

De første spæde skridt

Evnen til at optage lyd går helt tilbage til 1870erne, hvor den første optager blev opfundet. Denne bestod af en tragt, der blev brugt til at opsamle og fokusere lufttrykket, som den menneskelige stemme eller musikinstrumenterne frembragte. I bunden af tragten sad en membran, som var forbundet med en leddelt pen eller stylus, der så kradsede de analoge lydbølger ind i f.eks. en rulle papir eller en cylinder der var dækket af enten blødt metal eller voks. 

Lyden var naturligvis ikke specielt god eller høj, og ikke alt kunne optages på denne måde. Trompeter og trækbasuner og andre mere ’højrøstede’ instrumenter blev foretrukket når musikken skulle optages, og det var også nødvendigt for musikerne at arrangerer sig på en bestemt måde omkring tragten for at få balance i lyden, og de var så nødsaget til at spille så højt som muligt.

Det var svært at lave kopier af disse medier. Voks optagelserne kunne kun reproduceres omkring 25 gange før originalen var for slidt til at blive spillet mere, og kopierne blev stødt dårligere.

De første lp’er

I 1880erne dukkede så de første LP’er op. De var kun optaget på én side til at begynde med. Disse kunne afspilles på den første grammofon, der kun kunne afspille ved håndkraft og LP’erne havde en 2 minutters kapacitet. Man skulle dreje på et håndtag og holde hastigheden på 30 omdrejninger per minut for at få en jævn lyd ud af den.

Den første jukebox gjorde sit indtog i 1890erne, som bestod af en cylinder fonograf med 4 lytte-tragte. Funktionen var omtrent den samme som jukeboxe i dag, hvor man skulle indkaste en mønt for at få den til at spille.

Nogenlunde samtidig begyndte salget af både grammofonen og LP’erne at stige. Grammofonen var dog stadig hånddrevet. I og omkring 1894 blev der produceret og solgt omkring 1000 grammofoner og 25.000 plader, som bestod af 7 tommers hårde gummidiske.

Omkring 1895 fandt man ud af at shellak var bedre end hård gummi.

Der var stadig salg i cylinderne, som blev forbedret ved først at bruge kobber og sidenhen guld i begyndelsen af 1900-tallet.

Efterhånden var LP’erne blevet til 10 tommers plader med 4 minutters kapacitet. Samtidig dukkede de første dobbeltsidede LP’er frem, som kunne afspille hele 10 minutter.

Den videre udvikling

Det var et kapløb til stregen, men LP’en vandt og cylinderafspillere og optagere forsvandt stort set.

Omkring 1925 blev tragt-optagelse erstattet af mikrofoner, og grammofonen blev elektrisk.

Forbedringen i optagelsen og reproduktionen af LP’erne gjorde at lyden blev langt bedre, overfladestøjen blev reduceret, og kapaciteten blev større.

Det blev muligt at optage med flere mikrofoner og med introduktionen af mixeren blev det langt nemmere at kontrollere lyden. Det var dog stadig ikke muligt at redigere i lyden efter den var optaget, da der blev optaget direkte på pladen.

De første båndoptagere var opfundet, men lydkvaliteten var ringe. De første udgaver kørte heller ikke med bånd, men med metalstrenge, der var magnetiserede. Disse blev så erstattet af plastikbånd, der var dækket af fint jernstøv.

Det var ikke før i 1940erne at båndkvaliteten begyndte at overgå optagelser på plade. Omkring midten af 40erne blev Bing Crosby præsenteret for en optagelse på magnetiske bånd og var meget imponeret over kvaliteten.

Det var også på hans foranledning og hans investering i teknologien at man begyndte at optage radioudsendelser, for så sidenhen at afspille dem. Indtil det punkt foregik alle radioudsendelser live.

Samtidig betød brugen af magnetiske bånd også, at man kunne redigere i optagelserne. Redigeringen foregik ved at klippe i båndet og fjerne uønskede segmenter, for så at klæbe båndet sammen igen.

Denne evne til at redigere gjorde en stor forskel på både tid og omkostninger. Før var en musiker eller sanger nødt til at gentage hele stykket fra start til slut indtil det var perfekt, men nu kunne man klippe og klistre i optagelser, så man kunne splejse to eller flere bånd sammen for at få en perfekt helhed.

Flersporsoptagelser

Det næste skridt fremad i musikoptagelsens verden var muligheden for at optage forskellige instrumenter separat og så blande dem sammen ved at bruge flere lydspor. Først var det kun to, senere fire.

Sang og musik kunne optages hver for sig og så blandes sammen bagefter. Samtidig betød det at hvis sangeren for eksempel lavede en fejl, så kunne man nøjes med at optage det lydspor igen uden at alle skulle starte forfra.

I begyndelsen af 50erne dukkede de første 8-spors optagere op, og blev efterfulgt af 16- og 24-spors optagere.

Det største problem man havde med båndoptagelser var, at jo bedre afspillerne og højtalerne blev, jo mere kunne man høre det der kaldes ’tape hiss’. Båndene hvæsede. Dolby udviklede en måde at reducere det på, men blev aldrig i stand til helt at afskaffe det.

Den digitale tidsalder

I 1980erne begyndte man så småt at optage digitalt, og i dag optager de fleste studier digitalt. Der er dog nogen få der stadig har båndoptagelse til rådighed.

I løbet af 1990erne blev digitale optagelser normen i forbindelse med den rivende udvikling indenfor pc’ernes kapacitet og hastighed. Digital optagelse afskaffede ’tape hiss’ helt.

Med de digitale kompetencer blev det en leg at optage musik og mixe den. For eksempel kunne man nu optage duetter uden at de to sangere begge var til stede på samme tidspunkt.

I 80erne blev CD-ROM introduceret, og i slutningen af 80erne overgik salget af CD’er LP’erne.

Kassettebånd og CD’er var nu det mest solgt medie på markedet, og op igennem 90erne blev digital musik langsomt mere og mere populært.

Efterhånden som digital musik begyndte at fylde mere og mere, forsvandt kassettebåndet langsomt fra markedet.

I begyndelsen af 2000’erne dukkede der kortlivede versioner af kassettebåndet op, der kunne optage digitalt på magnetbånd, så som DAT, men de forsvandt hurtigt igen.

CD’en, der kunne rumme næsten dobbelt så meget musik som en LP, og ikke var udsat for det samme slid, da laseren i en cd-afspiller ikke fysisk rørte ved mediet og dermed ikke sled på det, kunne afspilles uendeligt uden at miste kvaliteten.

Udviklingen inden for computerverdenen gik dog også ud over cd’ens popularitet, Med udviklingen af online streaming tjenester så som iTunes fra Apple og MP3-afspillere så som Appels iPod, blev CD’erne kørt ud på et sidespor.

Med muligheden for at optage, redigere og distribuere musik digitalt, har mange flere end nogensinde før adgang til al den musik de ønsker og orker at eje. Hvor store musiksamlinger var noget kun få kunne tillade sig grundet omkostninger og plads spørgsmål, da man kun kunne få LP’ere, kan enhver i dag have samlinger på over flere tusinde ’plader’.

Især inden for de sidste 20 år er udviklingen gået utroligt stærkt, og man kan kun gisne om hvad fremtiden bringer.

Streaming

Den bedste måde at høre musik i dag er dog knyttet stærkt sammen med internettet. Streaming, hvad enten man hører musik direkte fra udbyderen eller henter det ned på sin computer eller smarttelefon, så har man al den musik man ønsker lige ved hånden.

Sådanne tjenester som Spotify, Deezer, Apple Musik, Tidal, Google Play Musik, Microsoft Groove og Telmore Musik/Yousee Musik er blot et udpluk af alle de tjenester man kan finde på nettet.

For de fleste gælder det at man enten ikke kan få ’high fidelity’(HD) lydkvalitet eller også er det dyrt. High fidelity betyder simpelthen høj nøjagtighed i lyden og skal have mindre en dén procents forvrængning af lyden.

Det er et begreb der opstod i 1950’erne, hvor den optagede lyd blev stærkt forbedret og kunne gengives meget mere naturtro uden alt for meget baggrundsstøj, hverken fra selve optagelsen eller fra selve mediet lyden blev optaget på.

Hi-fi lyd er for det meste noget som lydentusiaster går meget op i. Det kaldes også for CD-kvalitet, men for de fleste er det ikke ovenud nødvendigt at have hi-fi lyd, så længe der ikke er de store forvrængninger eller for meget støj på gengivelsen. Og så kan man også have lidt svært ved at høre forskel.

Tidal tilbyder hi-fi lyd, dog til en relativ høj pris, og Spotify har annonceret, at der kommer en hi-fi udgave på markedet i løbet af 2017. Der er endnu ikke noget priseksempel, men det kan godt betyde, at et abonnement med hi-fi lyd bliver lige så dyrt som hos Tidal.

For at tilgå streaming tjenester skal man have et abonnement. Hos Telmore og Yousee er det med, når man har bredbånd igennem disse to udbydere, og nogle kan også tilbyde andre tjenester, men som regel skal man betale ekstra for at kunne streame musik.

Mange har familieabonnementer og de fleste tjenester fungerer godt sammen med forskellige systemer.